KORT FORTALT
Inden du rejser til udlandet for at få en kosmetisk operation, gør du klogt i at undersøge dine rettigheder.
TV2 kan i disse dage fortælle, at flere og flere danskere vælger at tage til udlandet og få lavet kosmetiske operationer. Det er en god ide at tage sine forholdsregler, før man rejser til et andet land for at blive opereret. I Danmark har vi nemlig ret stramme regler for kosmetisk behandling, som ikke gælder i udlandet. Derfor kan du ikke være sikker på, at du er beskyttet på samme måde som herhjemme, hvis noget går galt.
Der er to vigtige forhold at overveje, når du vælger behandling i udlandet. Det ene handler om selve operationen, og det andet handler om dine rettigheder og muligheder for at klage og søge om erstatning, hvis en operation i udlandet går galt.
Overlæge og chef for Tilsyn og Rådgivning Øst Anette Lykke Petri anbefaler, at du stiller de samme spørgsmål forud for en kosmetisk operation i udlandet, som du ville gøre herhjemme. ” At få den rette information er afgørende for, at du som patient kan tage stilling til, om du ønsker at få foretaget et indgreb. Så stil spørgsmål og bed om betænkningstid, hvis du er utryg ved svarene,” siger hun.
Det er op til den enkelte at undersøge, hvordan reglerne er i udlandet. Styrelsen for Patientsikkerhed kan dog hjælpe med kontaktoplysninger til de relevante myndigheder, som kan hjælpe dig videre. Ring på 72269490. Oplever du komplikationer efter en operation, du har fået udført i udlandet, skal du kontakte din egen læge eller lægevagten.
- Får du udført forundersøgelse i Danmark, kan du forinden slå lægen og behandlingsstedet op i autorisationsregisteret.
- Undersøg forholdene omkring klage og erstatning i det land, du rejser til.
- Stil spørgsmål – især hvis du ikke får særlig meget information.
- Spørg, om det er inkluderet i prisen at få rettet op på eventuelle problemer. • Gå til din egen læge eller kontakt lægevagten, hvis du bliver bange for, at noget er galt, efter du er kommet tilbage til Danmark.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed, Link til original artikel her