Brystforstørrelse
En brystforstørrende operation kan være gavnlig for dig, der ønsker sig en større barm eller måske ønsker at opnå en større symmetri. Man lægger implantaterne ind under musklen og vævet, for at skabe mere volumen – især ofte i den øverste del af brystet, som hurtigst mister fylde.
Er du gravid eller ammende, skal du vente mindst 4-6 måneder fra fuldt ammestop, til du kan få implantater i. Det vil altid være kirurgen der vurderer om du er kandidat til en brystforstørrende operation, eller om der skal suppleres med et brystløft. Er brystet slapt og det mindste hængende (evt. med mange strækmærker), må der som regel foretages et supplerende brystløft, enten før, samtidig eller efter, for at få et tilfredsstillende resultat.
Ved forundersøgelsen bestemmes implantatets størrelse i samråd med kirurgen, dog forbeholder vi os retten til at afvise en patients ønske, hvis vi ikke mener, at dette vil give et sikkert og godt resultat.
Kirurgerne udfører ikke længere BFO med implantater over 950 ml. da der er for mange ricisi for komplikationer og dårlig heling ved denne størrelse implantater.
Vedrørende brystimplantater
Et implantat består af en ydre skal af fast silikone og indhold. Skallens overflade kan være glat eller tekstureret (nubret). Indholdet består af skærefast silikonegele. Gelen består af medicinsk silikone og implantaterne er FDA godkendte og af mærkerne Motiva, Mentor, Sabbin og Polytech, som efter vores mening er et af verdens bedste og sikreste implantater. Størrelse af proteser varierer fra 175- til over 1500 ml. De kirurger vi samarbejder med, vil ikke længere lægge over 950 ml. i (og sjældent endda så store). Komplikationerne er flere, jo større implantaterne er – og din sikkerhed er vigtig for din kirurg.
Procedure
Operationen foretages i fuld bedøvelse og man er efterfølgende indlagt på klinikken i ét døgn. Ved operationen laver man et lille snit (ca. 5 cm) i furen under brystet. Denne placering anser vi for at være den mest hensigtsmæssige og medfører normalt meget lidt synlige ar. Herefter laves en lomme under brystkirtelvævet, beliggende halvt under den store brystmuskel hvori protesen placeres i (Dual Plane metoden). I nogle tilfælde vil der blive indlagt dræn, der fjerner vævsvæske samt blod. Drænet fjernes som regel dagen efter operationen. Huden syes med forsænket sutur og dækkes med medicinsk tape eller plaster. Efter operationen iklædes du en støtte BH, som skal bæres i 8 uger.
Forløb
Hævelse, bevægelsesindskrænkning og smerter må påregnes de første dage efter operationen. Under alle omstændigheder klinger smerterne som regel hurtigt af, og smertestillende medicin er oftest kun nødvendig den første lille uge. Smertestillende medicin udleveres på klinikken ved udskrivelse. Støtte BH skal anvendes døgnet rundt i 8 uger efter operationen. Afhængig af fysisk belastning, kan man genoptage arbejdet efter ca. 2 uger.
Sport og motion kan genoptages efter 8 uger.
Holdbarhed
Moderne implantater holder i mange år, hvor længe kan ikke siges på forhånd, men man kalder nye implantater “livstidsimplantater”. Man må dog tage med i sine overvejelser, at en eller flere udskiftningsoperationer senere kommer på tale, da brysterne med tiden vil ændre sig og tyngdekraften, desværre ikke kan stoppes.
Mammografi
Undersøgelse af brystvævet er lidt mere vanskelig at udføre hos patienter med implantater, specielt hvis det ligger foran brystmusklen. Både silikone- og saltvandsimplantater “skygger” for røntgenstrålerne. I vore dage suppleres mammografi oftest med ultralydsskanning, men det er vigtigt, at oplyse radiografen om, at man har implantater.
Patienter over 50 år, der ønsker brystimplantater bør få foretaget mammografi/ultralydsscanning før operation.
Komplikationer
Ved alle kirurgiske indgreb er der risiko for komplikationer i form af infektion, blødning, føleforstyrrelser samt periodevise eller kroniske smerter. Blodansamlinger opstår i 1-2% af operationer og kan nødvendiggøre blødningsstandsende operation. Føleforstyrrelser: De første måneder efter operation findes ofte ændret og nedsat følsomhed af huden og brystvorten. Følelsen normaliseres oftest, men nedsat følsomhed i huden eller brystvorterne kan være varig. Arrene er sædvanligvis meget lidt synlige. Infektion er sjælden og som regel overfladisk. Risikoen for dybere infektion omkring selve protesen er meget lille (formentlig i størrelsesordenen få promille), men til gengæld alvorlig. Dyb infektion nødvendiggør fjernelse af implantatet og langvarig antibiotisk behandling inden et nyt kan genindlægges.
Ved en brystforstørrende operation er der tillige risiko for kapseldannelse. Omkring implantatet dannes hos alle en tynd bindevævshinde, der afgrænser protesen fra det omgivende væv. I nogle få procent (ca. 3%) bliver denne kapsel “fortykket” og skrumper i varierende grad med øget hårdhed og evt. ømhed af brystet til følge. Kapselsdannelse kan opstå enkelt- eller dobbeltsidigt. Årsagen hertil er ukendt. Tilstanden kan behandles med en operation, der hjælper i ca. 70% af tilfældene. Er der først én gang opstået kapselsdannelse, er risikoen for efterfølgende at få det igen øget.
Alle producenter tilbyder kapseldannelses forsikring – det er dog vigtigt at du sørger for at dine implantater er registreret ved producenten (ofte på deres hjemmesider), for at få denne forsikring aktiveret.
Alle priser er vejledende og der tages forbehold for ændringer efter konsultation hos kirurgen