Skip to main content

Ansigtsløft

Ansigtsløft

Pris: Fra Kr 40.000,-

Et ansigtsløft er en operation med korrektion af slap hud og slapt væv på nederste 2/3 af ansigtet, og evt. på halsen. Der findes flere forskellige former for ansigtsløftninger, fra mindre løft lidt ned over kinderne, til store indgreb over kinderne og hele halsen. Kirurgen vurderer i samråd med dig, hvilken type ansigtsløft du vil have størst gavn af, dette gøres ud fra en vurdering af dine aldersforandringer samt dine individuelle ønsker. Man kan ikke love noget sikkert om, hvor længe en ansigtsløftning holder, da mennesker ældes forskelligt, og ældningsprocessen fortsætter efter operationen. Generelt kan man dog sige, at patienten mange år fremover vil have et bedre, yngre og friskere udseende, end hvis operationen ikke havde været foretaget. Ansigtsløftning forbedrer ikke udtalt rynket hud. Her findes der andre og bedre behandlinger. Ansigtsløftning hjælper heller ikke på rynker rundt om munden, øjnene eller panden. Arrenes beliggenhed og udstrækning er stort set den samme for alle typer ansigtsløftninger – omkring og/eller bag ørerne.

Procedure ved ansigtsløft

Ved en almindelig ansigtsløftning foretages en løsning og efterfølgende stramning af vævet frem til midt på kinden og lidt ned på halsen. Muskelophængningen i ansigtet strammes og overskydende hud fjernes. I visse tilfælde foretages fedtsugning af hals og kæberand. Ansigtsløft udføres i fuld bedøvelse og det tager ca. 4-6 timer.

 

Forløb

Efter operationen lægges en let bandage, som dækker kinder og hals. Der lægges ofte dræn, hvor overskydende vævsvæske samt blod kan sive ud i en lille plastbeholder. I de første to dage føles ansigtet varmt, og det kan her hjælpe at anvende kolde omslag. På 3.-4. dagen vil hævelsen begynde at stilne af. Bandage og dræn fjernes som regel efter et døgn. Trådene fjernes normalt efter 7-10 dage. Det er tilrådeligt ved ansigtsløft hos os, at man bliver i Litauen til trådfjerning, så kirurgen selv kan foretage denne. Alternativt kan ens egen lægehus eller en af vores sygeplejersker i Aarhus hjælpe.

Man skal være forsigtig med at gnide eller massere operationsstedet 2-3 uger efter operationen. Arbejdet kan genoptages efter 2-3 uger, mens man bør vente til efter 4 uger med at dyrke motion.
Efter ca. 6-8 måneder efter operationen vil dit ansigt være helet og du kan dermed se det endelige resultat af dit ansigtsløft.

 

Bivirkninger

Der må forventes smerter det første døgn efter operationen og en følelse af stramning i huden over det opererede område. Huden på kinderne og evt. halsen forbliver hævet og misfarvet i 2-3 uger efter operationen. I den periode er der nedsat følesans og føleforstyrrelser i området. Der kan gå flere måneder, før følelsen normaliseres.

Komplikationer

Den hyppigste komplikation er blodansamling, der i givet fald må fjernes operativt, samt for brede ar. Meget sjældent forekommer infektioner, og da mest bag ørerne. Nerveskader med lammelse af ansigtsmuskulaturen forekommer kun yderst sjældent, ligesom vævsdød (nekrose) med efterfølgende ar, pigmenteringer og hårtab er en sjælden komplikation.

 

Alle priser er vejledende of individuelle og der tages forbehold for ændringer efter konsultation hos kirurgen.

Shopping Cart